Firkløver vil gøre op med total kalorieforvirring


    Hvor mange kilokalorier er der i en croissant fra 7-Eleven? Et sted mellem 20 og 3000 ifølge svarene i en undersøgelse, foretaget af Tænk blandt 1138 danskere.

    Undersøgelsen viser ifølge interesseforeningen, at der hersker total forvirring om, hvor mange kalorier der egentlig er i de hurtige måltider, der kan købes på restauranter og caféer.

    Derfor vil Forbrugerrådet Tænk og tre andre foreninger have kalorieangivelser på menuerne. Helst frivilligt.

    Forbrugerrådet Tænks undersøgelse viser, at under en tredjedel ved bare nogenlunde, hvor mange kalorier, der er i eksempelvis en Big Mac menu fra McDonald’s. Det samme gjaldt for en stribe andre måltider.

    – Forbrugerne fejlvurderer generelt, hvor mange kalorier der er i den fastfood, de køber. Det betyder, at forbrugerne ikke er klar over, hvor mange kalorier de får, når de spiser.

    – Derfor så vi rigtigt gerne, at restauranter, tankstationer, juicebarer sætter kaloriemærkning på menuen, så forbrugerne kan lave et informeret valg, siger direktør i Forbrugerrådet Tænk Lars Pram.

    Kampagnen om at få kalorier på menuen er et samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.

    – Det er helt op til den enkelte forbruger, hvor meget han eller hun har lyst til at spise. Men vi ved, at når der er kaloriemærkning, så tænker forbrugerne mere over indholdet og spiser mindre.

    – Næsten halvdelen af alle danskere er overvægtige, hvilket øger risikoen for en stribe sygdomme. Mærkning vil være en let måde at gøre noget ved det problem på, siger Lars Pram.

    Hos Horesta, restaurationsbranchens forening, mener man langt fra, at det er en “let” måde.

    – Vi synes, at de restauranter, der har lyst, kan kaloriemærke. Men vi er ikke enige i, at det skal være obligatorisk.

    – Det vil være en enorm administrativ byrde, hvis restauranter, caféer og andre skulle vide præcist, hvor mange kalorier der er i ethvert måltid mad. De er jo forskellige og tilpasses hele tiden, siger fødevarechef i Horesta, Tine Skriver.

    Hun fortæller samtidigt, at den fysiske mærkning på skilte bliver mindre og mindre vigtig.

    Den elektroniske udvikling betyder, at gæsterne i fremtiden vil bestille og sammensætte deres egen menu og få kalorieoplysningerne digitalt.

    /ritzau/