Nasa udpeger tre selskaber til at designe rumstationer

    USA’s rumfartsagentur, Nasa, har torsdag udpeget tre virksomheder til at udvikle designs for nye kommercielle rumstationer.

    På sigt skal rumstationerne være et alternativ til Den Internationale Rumstation (ISS), som drives af USA i samarbejde med flere andre lande.

    Dermed kan “USA fastholde en uafbrudt tilstedeværelse i en lav kredsløbsbane”, oplyser Nasa.

    Det er nogenlunde samme højde som ISS, der bevæger sig rundt om Jorden i en højde mellem 330 og 435 kilometer fra vores planet.

    Siden år 2000 har ISS været beboet af forskellige astronauter. Det er endnu ikke besluttet, hvornår rumstationen, der fungerer som en forskningsenhed, skal tages ud af drift.

    Blue Origin, der ejes af Amazon-stifter Jeff Bezos, er blandt de tre selskaber og får 130 millioner dollar fra Nasa til opgaven. De to andre er Nanoracks, som modtager 160 millioner dollar, og den store våbenfabrikant Northrop Grumman, der får 125,6 millioner dollar.

    Samlet løber det op i 415,6 millioner dollar eller lidt mere end 2,7 milliarder kroner.

    /ritzau/dpa