Verdensbanken vil hjælpe Afghanistan via indefrosset fond

    Verdensbankens bestyrelse har godkendt en overførsel på 280 millioner dollar fra en indefrosset Afghanistan-fond til to FN-organisationer.

    Det oplyser to kilder med indsigt i sagen til nyhedsbureauet Reuters.

    Overførslen af penge fra Afghanistans Genopbygningsfond, der administreres af Verdensbanken, skal godkendes af fondens 31 donorlande.

    Først derefter kan beløbet, der svarer til 1,84 milliarder kroner, blive kanaliseret videre til FN’s Fødevareprogram og Unicef. Ifølge kilderne skal donorlandene drøfte sagen på et møde fredag.

    Afghanistans økonomi er blevet svækket siden Taliban-bevægelsen overtog magten i august, og de internationale styrker trak sig ud af landet.

    Siden har adskillige lande og internationale organisationer indefrosset aktiver, som den afghanske stat har placeret i udlandet, eller tilbageholdt økonomiske bidrag til Afghanistan.

    USA, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) har tidligere afskåret det nye styre i Kabul fra at få adgang til over 9,5 milliarder dollar i lån, finansiering og aktiver, skriver det arabiske medie Al-Jazeera.

    Meget få lande har formelt godkendt Taliban som den retmæssige leder af Afghanistan.

    /ritzau/