Etiopiens regeringsstyrker har taget kontrol over byen Shewa Robit.
Det siger en regeringstalsmand.
Byen ligger omkring 220 kilometer fra hovedstaden Addis Abeba.
Talsmanden hævder, at regeringsstyrkerne i krigen mod Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF) har erobret en række landsbyer i området. Desuden skulle regeringssoldater have omringet to strategetisk vigtige byer.
Statslige medier i Etiopien har i de seneste dage vist fotos af premierminister Abiy Ahmed ved fronten, angiveligt i den nordlige Afar-region.
Abiy Ahmed fik Nobels fredspris i 2019. Han er på billederne iført militær uniform.
Krigen i Etiopien vækker dyb bekymring i vestlige lande. De opfattede længe Abiy som en reformator og en vigtig allieret i Afrika.
Abiy har dog i længere tid trodset de principper, som sikrede ham fredsprisen, og han har afvist forhandlinger med TPLF.
I stedet har han mobiliseret borgere i hovedstaden for at nedkæmpe TPLF. En bevægelse, som i en lang årrække har spillet en dominerende rolle i Etiopiens politik og trodset de centrale myndigheder.
Abiys militær er blevet beskyldt for at foretage etniske udrensninger. Ifølge FN har begge sider begået grove krigsforbrydelser.
USA har åbent kritiseret Abiys krigsførelse mod TPLF, mens Kina og Rusland har været mere tilbageholdende.
Det etiopiske udenrigsministerium oplyste onsdag, at Kinas udenrigsminister, Wang Yi, har besøgt landet.
– Kina er modstander af enhver udenlandsk indblanding i Etiopiens indre anliggender, erklærede Wang under sit besøg ifølge det etiopiske udenrigsministerium.
Krigen i Tigray og naboregionerne har kostet tusindvis af liv. Over to millioner mennesker er blevet drevet på flugt. Det viser tal fra FN.
Etiopien anklages også for at blokere for nødhjælp til Tigray. Flere hundredtusinder mennesker mangler tilstrækkeligt med fødevarer.
FN’s generalsekretær, António Guterres, har bedt parterne om at lægge våbnene fra sig.
Krigen i Etiopien brød ud i november sidste år. Det skete, da Abiy Ahmed sendte soldater ind i regionen Tigray for at vælte TPLF. Det var en reaktion på en række angreb fra TPLF på statslige militærbaser.
/ritzau/Reuters











