Regeringens liste over boligområder, der defineres som parallelsamfund, er igen i år blevet kortere.
Tre boligområder udgår af listen, der tidligere blev kaldt ghettolisten.
Det skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Det betyder, at der nu er 12 boligområder, som opfylder regeringens kriterier for at være på listen.
Der er fire områder, som ikke længere opfylder kriterierne, mens ét område er kommet på listen.
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) er glad for, at listen er blevet kortere.
– Jeg hæfter mig ved, at der endnu en gang er færre områder på listen, og at det især er beskæftigelsen, der trækker i den rigtige retning. Så det tyder på, at man i kommunerne og boligorganisationerne lykkes med at skabe mere blandede boligområder, siger han.
Han mener, at man kan se effekten af den politiske aftale, der blev lavet omkring parallelsamfund og udsatte boligområder i 2018.
For at et boligområde havner på regeringens liste, skal mindst halvdelen af beboerne være indvandrere eller efterkommere fra ikkevestlige lande.
Derudover skal området opfylde to ud af fire kriterier inden for uddannelse, beskæftigelse, indkomst og kriminalitet.
/ritzau/











