Menneskeretsdomstol blåstempler Højesterets udvisning af mand

    Højesterets dom om udvisning af en dansk mand med tyrkiske rødder sidste år var ikke i strid med konventionerne.

    Det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg fastslået, oplyser den tirsdag formiddag.

    Domstolens dommere var dog langtfra enige. Tre af de syv dommere mente, at det var et brud på mandens menneskerettigheder, mens de fire andre altså mente det modsatte.

    Manden, der har tyrkisk statsborgerskab, blev født i Danmark i 1993, hvor han boede med sine forældre og tre søskende. Han mener, at udvisningen var et brud på artikel 8 i konventionerne om respekt for familielivet.

    Han taler tyrkisk og kurdisk, men langtfra lige så godt som dansk, er det blevet beskrevet under retssagen. Selv afviste han, at han kan kan tale tyrkisk.

    Han forklarede i Østre Landsret, at han kun havde været i Tyrkiet på ferie, og at hans faster, som er en af de få familiemedlemmer, han kender i Tyrkiet, er død.

    I Højesterets dom lød det dog, at manden måtte kende tyrkisk kultur. Og selv om hans bånd til Danmark er stærkere, har han “forudsætninger for at etablere et liv i Tyrkiet”.

    – Der er ingen tvivl om, at udvisningen fra Danmark kombineret med et permanent indrejseforbud vil være en særlig byrde for ham grundet hans bånd med Danmark, stod der blandt andet i begrundelsen fra Højesteret.

    Her bemærkede domstolen også, at han vil være i stand til at kommunikere med sin familie over telefonen og internettet.

    Det var en narkodom, der 24. januar 2020 førte til, at han blev dømt til udvisning.

    Højesterets beslutning om at udvise manden uden mulighed for at kunne komme tilbage til Danmark blev blandt andet begrundet med mandens involvering i organiseret narkokriminalitet.

    Tidligere – i 2013 – var han desuden blevet dømt til 20 dages fængsel for at have forsøgt at befri en fange i 2012 og for i 2013 at have forstyrret den offentlige orden.

    Ved domstolen i Strasbourg mente tre af de syv dommere, at Højesteret har begået et brud på artikel 8 i konventionerne om respekt for familielivet.

    Artikel 8 fastslår, at “enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”.

    Ingen offentlighed kan gøre indgreb i denne rettighed, lyder det i artikel 8, medmindre at det blandt andet er nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed.

    De tre dommere mener ikke, at Højesteret har begrundet, hvorfor der er “meget alvorlige” grunde til at udvise manden.

    Dommerne bemærker også, at Danmark bør have ansvaret for ham, når han har boet i landet hele sit liv. Han er således ikke en migrant i ordets forstand, forklarer de.

    Sådan ser Danmarks udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) imidlertid ikke på det.

    I en skriftlig kommentar udtaler han tirsdag, at han er glad for, at Menneskerettighedsdomstolen ikke har tilsidesat danske domstoles afgørelse.

    – Og jeg synes selvfølgelig kun, det er rimeligt, at vi kan udvise en udlænding, der misbruger sit ophold i Danmark til at begå kriminalitet, lyder det fra Tesfaye.

    /ritzau/