Skole i Odense lukket igen tirsdag efter Omikron-mistanke

    Rasmus Rask Skolen i Odense holder fortsat lukket tirsdag efter tvivl om, hvorvidt der har været smitte med ny coronavariant.

    Det oplyser skolelederen i en mail til Ritzau mandag.

    Det er mandag aften endnu ikke sikkert, hvilken coronavariant en elev på skolen er smittet med.

    Styrelsen for Patientsikkerhed har mandag haft mistanke om, at personen er smittet med den nye variant Omikron, der først blev fundet i Sydafrika.

    Styrelsen anbefaler, at der bliver smitteopsporet ud i tredje led af nærkontakter, og at kontakter i tredje led går i isolation.

    – Vi følger fortsat sundhedsmyndighedernes retningslinjer om, at nære kontakter samt deres nære kontakter skal isoleres og testes ved mistanke om en ukendt variant, skriver Lasse Bach Sørensen, der er skoleleder på Rasmus Rask Skole, i mailen.

    – Det er selvfølgelig ærgerligt for børn og voksne, men det er nu engang en af de ting, vi kan gøre for at medvirke til at bryde smittekæderne.

    Forældre vil få besked på Aula, når der er nyt i sagen.

    /ritzau/