Medlemmer af belgisk IS-celle får op til 16 års fængsel


    En belgisk domstol har idømt medlemmer af en Islamisk Stat-celle i landet straffe på op til 16 års fængsel.

    Politiet slog sidste år til mod cellen, der holdt til i byen Verviers syd for Liege, under en blodig ransagning.

    Anklagerne har fremført, at cellens medlemmer var i løbende kontakt med den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat i Syrien.

    Kontakten gik gennem Abdelhamid Abaaoud, som var hjernen bag de voldsomme angreb i Paris 13. november i fjor.

    Abaaoud var også med til at planlægge to angreb i Bruxelles 22. marts i år – blandt andet mod byens internationale lufthavn.

    – Lufthavnen i Zaventem var et mål for Abaaoud og Verviers-cellen, siger dommer Pierre Hendrickx.

    Abdelhamid Abaaoud blev dræbt under en langvarig skudveksling med fransk politi i Paris sidste år.

    /ritzau/AFP