En 86-årig kvinde er kommet slemt til skade i en brand i en etagebygning på Ryttergårdsvej i Farum søndag aften.
– Hun er svært brandskadet. Mere kan jeg ikke oplyse lige nu, da vi ikke har fået kontakt til hendes pårørende, siger vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi natten til mandag.
Som følge af branden blev to opgange i ejendommen evakueret.
– Personerne i den ene opgang er tilbage i deres lejligheder, mens beboerne i den anden opgang må vente, fordi der både er brand- og vandskader. Et vandrør er sprunget i den opgang, hvor branden opstod, siger vagtchefen.
Ejendommen, der ligger på Ryttergårdsvej 45, har fire etager og fire opgange.
– Brandvæsnet er stadig derude. Vi kender endnu ikke årsagen til branden, men vi mener, at den er opstået i den tilskadekomne kvindes lejlighed.
Anmeldelsen indløb søndag klokken 23.38.
/ritzau/











