Holland: 13 af 61 smittede på fly fra Sydafrika er Omikron-ramt

    Den nye coronavariant Omikron er påvist hos 13 af 61 coronasmittede på to fly fra Cape Town og Johannesburg, der fredag landede i Holland.

    Det oplyser den hollandske sundhedsminister, Hugo de Jonge, på en pressebriefing søndag eftermiddag ifølge flere medier.

    Lørdag meddelte Hollands sundhedsstyrelse, RIVM, at det er “næsten sikkert”, at der var tilfælde af den nye variant blandt de smittede passagerer.

    Men der skulle foretages flere test for at fastslå det med sikkerhed, lød meldingen.

    De to fly fra Cape Town og Johannesburg landede fredag formiddag i Schiphol-lufthavnen ved Amsterdam. I alt var der omkring 600 passagerer med.

    Passagerer og besætning måtte vente i flere timer, inden de fik lov at forlade flyene. Alle om bord blev testet for corona og holdt adskilt fra andre passagerer i lufthavnen.

    De 61, der er konstateret smittet med corona, er blevet pålagt at holde sig isoleret i mindst syv dage på et coronahotel, hvis de har symptomer, og fem dage, hvis de ikke har symptomer, skriver vg.no.

    Virusvarianten er konstateret i blandt andet Tyskland, Tjekkiet og Italien.

    Franske myndigheder siger søndag, at det formentlig bare er et spørgsmål om tid, inden den nye variant også påvises der.

    Det er stadig heller ikke klart, om den nye variant giver mere alvorlige sygdomsforløb end det oprindelig virus. Det kan se ud til, at den er mere smittefarlig end de andre covid-19-varianter, der kendes.

    Eksperter har også udtrykt bekymring for, at de kendte vacciner mod covid-19 måske ikke kan holde den nye variant ude.

    Men heller ikke det er indtil videre fastslået med sikkerhed.

    /ritzau/