Den konservative Petr Fiala er søndag udnævnt som Tjekkiets nye premierminister.
Dermed er landet rykket et skridt tættere på at have en regering på plads.
Den 57-årige Petr Fiala er leder af den borgerlige valgalliance Sammen, der vandt parlamentsvalget i oktober.
Sammen har indgået en koalition med to partier til venstre for midten for at sikre sig et flertal på 108 af de 200 pladser i parlamentet.
Forhandlingerne er foregået uden Tjekkiets præsident, Milos Zeman, som ellers formelt skal give valgets vinder mandat til at forsøge at danne regering.
Men den 77-årige Zeman har været indlagt på et hospital gennem længere tid. Dagen efter valget blev han indlagt med blandt andet en leversygdom.
Han blev udskrevet torsdag i denne uge, men måtte tilbage på hospitalet igen fredag, efter at han var blevet testet positiv for coronavirus. Fredag aften fik han lov at tage hjem.
Da Fiala blev udnævnt til premierminister søndag, skete det ved en noget usædvanlig ceremoni i præsidentens embedsbolig vest for hovedstaden Prag.
Fiala og Zeman var adskilt af plexiglas for at forhindre coronasmitte.
Ceremonien blev vist på direkte tv.
/ritzau/Reuters











