Kommentator: Messerschmidts udmelding skal lægge pres på Støjberg

    Lørdag siger Morten Messerschmidt og Peter Kofod til Berlingske, at de er klar til at stille op som henholdsvis formand og næstformand, hvis Inger Støjberg ikke griber ud efter formandsposten.

    Den udmelding har blandt andet til formål at lægge pres på Inger Støjberg, mener politisk kommentator Hans Engell.

    – De lægger et pres på Inger Støjberg. Hun er nødt til inden alt for længe at komme med sin melding, om hun er klare til at gå ind eller ej.

    – Det er klart, at der er nogle i partiet, det gælder selvfølgelig også Messerschmidt, der er utålmodige for at få en melding, siger Hans Engell.

    Inger Støjberg har sagt, at hun skal overveje sin fremtid, indtil der falder dom i Rigsretssagen 13. december. Hun har indtil videre ikke villet sige, om hun har lyst til at være formand i Dansk Folkeparti.

    Den politiske kommentator mener dog, at Inger Støjberg er tvunget til at sige, om hun vil være DF’s næste formand, ganske kort tid efter at dommen i Rigsretten er faldet.

    Hans Engell mener også, at de to DF’ere baner vejen for den tidligere venstreprofil, der nu er løsgænger i Folketinget.

    – Stiller hun op som formand i Dansk Folkeparti, vil hun formentlig blive valgt enstemmigt, siger han.

    /ritzau/