Ligene af tre personer er blevet fundet i en udbrændt bygning i Salomonøernes hovedstad, Honiara.
Det oplyser politiet lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Meldingen om de første bekræftede dødsfald kommer efter flere dages voldsomme optøjer i Honiara.
De forkullede lig blev fundet i en butik i distriktet Chinatown sent fredag aften. Det var angiveligt en sikkerhedsvagt, der fandt de tre lig i to forskellige lokaler.
Dødsårsagen er ifølge politiet endnu ukendt.
Gaderne i Honiara var relativt stille lørdag morgen lokal tid, idet de lokale begynde at besigtige skaderne efter flere dages optøjer.
Der er blevet indført et natligt udgangsforbud i den uroplagede hovedstad efter tre dage med voldelige uroligheder.
Blandt andet er premierministerens hjem blevet angrebet, mens dele af byen ligger i ruiner.
Kina har ifølge nyhedsbureauet Reuters udtrykt dyb bekymring over de regeringsfjendtlige protester i øgruppen, efter at der blevet sat ild til bygninger i Chinatown og rettet angreb mod kinesiske statsborgere.
/ritzau/











