Strid med briter får franske fiskere til at blokere for færger

    Franske fiskerbåde begyndte fredag middag at blokere for færger i Calais i forbindelse med stridigheder om fiskeri med briterne.

    Franske fiskere blokerede efterfølgende for et godstog, som var på vej til Storbritannien via Den Engelske Kanal.

    Det sker knap et år efter, at de sidste dele af brexitaftalen mellem Storbritannien og EU faldt på plads, og hvor aftaler om fiskeri også skulle være fastlagt.

    Franske fiskere, der klager over, at de fortsat ikke har den adgang til britiske farvande, som de blev lovet, har planer om at stoppe en stor del af godstrafikken til tre havne ved Den Engelske Kanal fredag.

    De vil også bruge et stort antal køretøjer til at blokere al godstransport gennem tunnelen mellem Frankrig og England.

    Det siger medlemmer af de franske fiskeres fagforbund.

    Lederen for den franske nationalkomité for fiskeri, Gerard Romiti, kalder fredagens aktioner for “et varselskud”.

    – Vi beder ikke om almisser. Vi kræver bare få vores licenser tilbage. Storbritannien må efterleve brexitaftalen, siger han.

    Foruden Calais omfatter blokaden Saint-Malo og Ouistreham samt godstrafikken gennem tunnelen.

    De franske fiskeres ret til at fiske i britisk farvand er blevet indskrænket, efter at Storbritannien forlod EU.

    /ritzau/AFP