Hækkerup og Bramsen skal forklare sms-sag i lukket samråd

    Justitsminister Nick Hækkerup (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) er indkaldt i et lukket samråd om genskabelse af sms’er i minksagen.

    Det har Granskningsudvalget besluttet på et møde fredag.

    Flere partier har rejst tvivl om, hvorvidt politiets teknikere har gjort et ihærdigt nok forsøg, eller om andre kunne gøre et mere kvalificeret forsøg.

    – Nogle har stillet spørgsmål ved det opdrag, som politiet har haft, og om det i virkeligheden har haft benspænd og så videre. Det er klart, at det er selvfølgelig ikke godt, at der er den slags spekulationer. Det er for mig at se helt ubegrundet, siger politisk ordfører Jeppe Bruus (S) efter mødet.

    Venstre og andre partier har ønsket, at eksterne får mulighed for at forsøge at genskabe slettede sms’er fra centrale aktører i sagen om aflivningen af mink.

    – Jeg forstår ikke, når man nu har slettet nogle sms’er, og man går ind i at få dem gendannet, og der i offentligheden så stilles spørgsmål til, om man har gjort det godt nok.

    – Så forstår jeg ikke, at man som regering ikke af sig selv siger, at det går vi i gang med, siger Karsten Lauritzen (V).

    /ritzau/