Radikale peger på Venstre-mand som ny KL-formand

    De Radikale peger på Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), som ny formand for Kommunernes Landsforening (KL). Det oplyser partiet i en pressemeddelelse ifølge Altinget.

    Han står til at overtage posten fra Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S). Det skyldes ifølge mediet, at De Radikale har det afgørende mandat i KL’s bestyrelse.

    Rollen er ikke helt uvant for Martin Damm. Han var formand for KL, der er interesseorganisation for landets 98 kommuner, fra 2014 til 2018. Herefter overtog Jacob Bundsgaard posten.

    /ritzau/