S-tog holder stille efter anholdelse med varselsskud

    Togtrafikken på Nordhavn Station på Østerbro holder sent onsdag eftermiddag stille efter en anholdelse, hvor politiet måtte affyre varselsskud.

    Det oplyser Københavns Politi.

    – Vi har haft en kort eftersættelse af et køretøj dernede, hvor tre personer stak af.

    Det siger Henrik Svejstrup, der er vagtchef ved Københavns Politi, om situationen op til, at der blev affyret varselsskud.

    De tre personer er mistænkt for tyveri og befandt sig i en Green Mobility-udlejningsbil.

    Vagtchefen kan ikke oplyse, hvem der har været lejer af bilen eller signalement på de mistænkte.

    Der er blevet anholdt en person, men der er fortsat to mistænkte, som politiet endnu ikke har fået fat på.

    S-togtrafikken er indstillet, da en af de mistænkte formentlig er løbet op over s-togsbanen, oplyser Henrik Svejstrup.

    Det er endnu uvist, hvor længe togene skal holde stille.

    /ritzau/