Fodboldspilleren Karim Benzema er kendt skyldig i en sag, hvor han er tiltalt for medvirken til forsøg på afpresning af den tidligere landsholdskammerat Mathieu Valbuena med en sexvideo.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dommen blev læst op i retten i Paris-forstaden Versailles onsdag formiddag.
Her blev det også offentliggjort, at han idømmes et års betinget fængsel og en bøde på 75.000 euro svarende til godt 557.000 kroner.
Anklagemyndigheden havde kun krævet en betinget dom på ti måneders fængsel og en bøde på 70.000 euro.
Benzema er ikke selv til stede i retten, da han sammen med Real Madrid er rejst til Moldova til Champions League-kampen mod FC Sheriff Tiraspol onsdag aften.
Sagen stammer fra 2015, hvor han ligesom Valbuena spillede på landsholdet.
Benzema har ifølge anklageren ageret mellemmand for en barndomsven, der var i besiddelse af en sexvideo med Valbuena og dennes kæreste, der krævede penge for ikke at lække videoen.
Politiet har angiveligt været i besiddelse af en optaget telefonsamtale, som anklageren bruger som indikation på, at Benzema var indblandet i forsøget på afpresning.
Benzema har tidligere indrømmet, at han i landsholdslejren i oktober 2015 henvendte sig til Valbuena angående sexvideoen.
Han nægter dog at have deltaget i pengeafpresningen, men har i stedet hævdet, at han har forsøgt at hjælpe Valbuena ud af en svær situation.
/ritzau/











