Anklager i Rigsretten går efter fængselsstraf til Støjberg

    Det står onsdag klart, at anklagerne i rigsretssagen går efter at få tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg idømt en fængselsstraf.

    Anklager Anne Birgitte Gammeljord har indledt proceduren i sagen, hvor hun argumenterer for, at Inger Støjberg skal dømmes. Hun har dog ikke fortalt, hvilken længde, hun mener, at straffen skal have.

    Sagen handler om adskillelse af asylpar, hvoraf den ene var mindreårig.

    – Det er også vores opfattelse, at det var Inger Støjbergs klare hensigt at skille alle par ad, uanset om der var konstateret tvang eller ej, og uanset, at hun vidste, at en sådan ordning ikke var mulig, siger Anne Birgitte Gammeljord.

    Hun mener, Støjberg i perioden fra februar til december 2016 har kendt til ordningens ulovlighed og intet gjort.

    – Det hele kan sammenfattes i ordet pligtforsømmelse, lyder det fra Anne Birgitte Gammeljord.

    Inger Støjberg nægter sig skyldig og vil frifindes.

    /ritzau/