Hollandsk politi har anholdt 48 mennesker efter de seneste uroligheder som følge af regeringens seneste coronatiltag.
Det oplyser politiet søndag, efter at Holland har oplevet to nætter i træk med optøjer.
Det kommer, en uge efter at landet indførte en delvis nedlukning i et forsøg på at begrænse coronasmitten.
Senest var der voldelige demonstrationer i regeringsbyen Haag sent lørdag aften. Her kastede demonstranter ifølge politiet sten og fyrværkeri efter betjente.
Midt i en trafikeret rundkørsel i Haag havde nogle af uromagerne samlet en bunke cykler, som de stak ild til. De smadrede også et af de overvågningskameraer, der er sat op i byen.
Politiet foretog i alt 19 anholdelser i Haag, 13 i byerne Stein og Roermond i det sydlige Holland og 16 anholdelser i byen Urk.
Urk ligger i et område, der betegnes som Hollands bibelbælte. Her er vaccinationsraten meget lav, hvilket skyldes konservative religiøse holdninger, skriver hollandske medier.
Søndag opdaterede politiet antallet af sårede under urolighederne i Rotterdam fredag aften. Fire mennesker blev ramt af skud, ikke to, som det tidligere har været nævnt.
Der er sat en undersøgelse i gang for at få fastslået, om det var skud fra politiets våben, der ramte de fire sårede.
Rotterdams borgmester har betegnet begivenhederne natten til lørdag som et “voldsorgie”. 51 mennesker blev anholdt under urolighederne i havnebyen.
Holland har – som mange andre lande – oplevet en markant stigning i antallet af nye smittetilfælde.
I et forsøg på at nedbringe antallet af nye tilfælde har regeringen indført en delvis nedlukning, der skal vare i mindst tre uger. Det betyder blandt andet, at barer, restauranter og andre steder skal lukke tidligt.
Regeringen overvejer også at indføre en regel om, at man skal vise et coronapas for at få adgang visse steder. Det vil udelukke mange mennesker, der ikke er vaccineret.
Det er dog endnu uvist, om reglen om coronapasset bliver til virkelighed. Der er modstand mod forslaget i parlamentet.
/ritzau/AFP











