De to danskere Anders Dreyer og Oliver Abildgaard har udviklet sig til store profiler i deres russiske klub, Rubin Kazan.
Søndag aften var de på pletten med de afgørende scoringer, da klubben slog Sochi med 2-1 i den russiske liga.
Oliver Abildgaard sørgede for en smule malurt i bægeret, da han blev vist ud undervejs i anden halvleg.
Det er dog ikke utænkeligt, at han trods alt glæder sig en smule over sin scoring, som faldt efter 31 minutter.
Rubin Kazan var på det tidspunkt bagud 0-1, men den tidligere AaB-spiller fik en perfekt aflevering på kanten af feltet og sparkede den fladt i nettet til 1-1.
Efter et kvarter af anden halvleg blev Abildgaard smidt ud, men det stoppede ikke klubbens anden dansker i at score det afgørende mål.
Fra en position uden for feltet trak Anders Dreyer ind i banen fra højre side og bankede bolden op i kort hjørne.
Det var danskerens femte ligamål i Rusland efter sit sommerskifte fra FC Midtjylland. Præstationerne i Rusland betød, at den 23-årige vestjyde fik dansk landsholdsdebut tidligere på måneden.
I overtiden havde Dreyer bolden over stregen igen, men denne gang blev målet annulleret efter et VAR-tjek.
Rubin Kazan er på ottendepladsen i den russiske liga efter 15 runder.
/ritzau/











