To store grupper af migranter er angiveligt brudt igennem flere hegn på grænsen mellem Polen og Hviderusland.
Det oplyser det polske nyhedsbureau PAP sent tirsdag lokal tid.
Bureauet citerer den lokale radiostation Bialystok for, at dusinvis af mennesker skulle have ødelagt hegn nær landsbyerne Krynki og Bialowieza og gået ind over grænsen.
Byerne ligger cirka 92 kilometer fra hinanden.
Radiostationen citerer selv en talskvinde fra det polske grænsepoliti. Hun fortæller, at grænsehegnene og andre barrierer i begge tilfælde blev revet ned med vold.
Nogle af de involverede migranter blev fanget og ført tilbage til Hviderusland, mens andre havde held til at flygte, tilføjer hun.
Tusindvis af migranter er de seneste uger marcheret mod den polske grænse. Videoer på sociale medier viste tirsdag, hvordan hundredvis af dem var fanget i frysende temperaturer i grænselandet mellem de to nationer.
Polen nægter migranterne at rejse ind i landet og har de seneste uger sendt hundredvis af betjente til grænsen som forstærkning.
Landet har også rejst pigtrådshegn i et forsøg på at forhindre migranterne i at komme ind i landet ulovligt.
Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, krævede tirsdag, at migranterne får lov at rejse ind i Polen.
Præsidenten beskyldes af EU for at have orkestreret krisen.
Ifølge EU’s ledere hjælper Lukasjenko migranterne med deres forsøg på at krydse grænserne til EU-lande. Ifølge EU gør han det som hævn for, at EU har indført sanktioner mod hans styre.
Lukasjenko bliver også beskyldt for at flyve folk ind fra lande som Syrien, Afghanistan, Libyen og Irak og sende dem mod EU’s grænser.
Dette har præsidenten benægtet.
Som følge af situationen planlægger EU i øjeblikket at indføre nye sanktioner mod Hviderusland. Blandt andet mod landets flyselskab Belavia.
/ritzau/dpa











