Coronapasset skal genindføres i Danmark for at stoppe den stigende coronasmitte ved at folk i højere grad lader sig teste.
Det siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.
– Jeg synes, at det er en god idé at genindføre coronapasset, fordi smitten stiger voldsomt i det danske samfund. Det er et af de mindst indgribende midler, vi kan tage i brug, for at sørge for, at folk bliver vaccineret eller testet, siger Pia Olsen Dyhr.
– Det har vi brug for, hvis vi skal få smitten under kontrol igen, siger hun.
Torsdag var der knap 2598 nye smittetilfælde, hvilket er det højeste i 2021. Samtidig er antal indlagte næsten tredoblet den seneste måned fra 96 til 246 indlagte.
– At vi næsten har 2600 smittede i dag viser, at kurven eksploderer lige nu, og vi skal have den stoppet, så vi ikke risikerer, at vi lige pludselig ikke kan holde jul med hinanden. Det vil være den triste udgang på det her, siger Pia Olsen Dyhr.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, anbefaler ligeledes torsdag aften, at politikerne genindfører krav om coronapas.
– Sundhedsfagligt ser jeg det som en mulighed på caféer, restauranter, koncerter og natteliv. Det vil være en god idé på dette tidspunkt, siger Soren Brostrøm til TV 2.
Pia Olsen Dyhr peger på, at coronapasset virker, og at man den vej kan undgå restriktioner, som er et ønske hos erhvervslivet.
Hun mener desuden, at udfordringen lige nu er, at det er svært at smitteopspore.
Ud over genindførsel af coronapas foreslår SF også at genindføre mindre grupper i eksempelvis daginstitutioner og hos ældre.
Mundbind bør dog ikke komme på tale nu.
– Jeg synes, at vi skal tage coronapasset først og fremmest. Vi må kigge på mundbindet senere hen. Meget tyder på, at det ikke har den store virkning, medmindre man står meget tæt, siger Pia Olsen Dyhr.
Hos Dansk Erhverv er Lars Ramme Nielsen, markedschef for turisme, oplevelse og kultur, ikke “så bekymret endda” for genindførsel af coronapas.
– Vi var selv med til at udvikle passet, vi er ret godt trænet i at bruge det, og vi er også i en anden situation end hen over forsommeren, hvor mange danskere skulle have en test for at få et coronapas. Nu har langt de fleste heldigvis en vaccine, siger Lars Ramme Nielsen.
Før der kan indføres et krav om coronapas, skal det politisk besluttes, at covid-19 igen er en samfundskritisk sygdom.
Den definition har sygdommen tidligere haft. Men den bortfaldt 10. september.
Skal det igen være tilfældet, skal det dog igennem Folketingets Epidemiudvalg sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen.
Hvis der ikke er et flertal i udvalget imod beslutningen, kan regeringen ved en bekendtgørelse gøre en sygdom samfundskritisk for seks måneder ad gangen.
/ritzau/











