Danmark har tilbageholdt russisk skib

    De danske myndigheder har angiveligt tilbageholdt et russisk skib.

    Det skriver den russiske ambassade i Danmark i hvert fald på Facebook i et opslag, der er offentliggjort onsdag.

    Ritzau arbejder på at få oplysningen bekræftet hos Udenrigsministeriet.

    61 personer var om bord på skibet, der hedder “Akademik Ioffe”. Det skriver Reuters, som citerer det russiske nyhedsbureau RIA.

    Tilbageholdelsen skete mandag, da skibet lagde til i Skagen for at tanke. Skibet er et forskningsskib, og dokumenterne om bord er også blevet beslaglagt.

    Det skulle være sket på en anmodning fra en tredjepart relateret til skibets tidligere aktiviteter.

    En attaché ved ambassaden fortæller til nyhedsbureauet Tass, at sagsanlægget kommer fra det canadiske selskab One Ocean Expeditions. Det skriver Reuters.

    Selskabet sagde i 2019, at det var begyndt at chartre skibet til passagerrejser i begyndelsen af 2010’erne.

    “Pludselig og uventet” blev det dog trukket tilbage fra brug til passagerer i 2019. Det mener One Ocean Expeditions, er et kontraktbrud.

    Den russiske ambassade har modtaget kopier af de retsafgørelser, der ligger til grund for beslaglæggelsen.

    – Ansatte ved den russiske ambassade er i kontakt med det danske udenrigsministerium om dette spørgsmål, lyder det fra ambassaden på Facebook.

    Ifølge ambassaden er skibet ejet af Rusland og blev brugt af forskningsinstituttet Shirshov for oceanologi. Det er undersøgelser af forhold i havet.

    /ritzau/