Hjemtaget Syrien-mor skal fortsat sidde fængslet

    En 32-årig mor, der er hjemtaget fra Syrien, skal sidde fængslet i yderligere fire uger.

    Det har Retten på Frederiksberg torsdag besluttet.

    Dommeren har også besluttet, at hun ikke må sidde fængslet i surrogat, altså et andet sted end et fængsel eller arresthus. Den 32-årige kvinde havde anmodet om at sidde varetægtsfængslet et andet sted for at have bedre mulighed for at se sine børn.

    Kvinden nægter sig fortsat skyldig i sigtelserne.

    Hun er sigtet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat (IS) fra august 2014 og frem.

    Hun er desuden sigtet for at have rejst ind i områderne Raqqa og Al Bukamal, hvor Danmark har indført et forbud mod at opholde sig. Det skete ifølge anklagemyndigheden fra september 2016 og frem.

    Raqqa blev i 2013 erobret af Islamisk Stat, og et år senere blev provinsen erklæret som hovedstad i Islamisk Stats selvudråbte kalifat.

    /ritzau/