Der er 2598 nye coronasmittede i Danmark – højeste i år

    Der er yderligere 2598 nye coronasmittede i Danmark.

    Det viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

    De 2598 smittetilfælde er det højeste på et døgn indtil videre i år. Man skal således tilbage til 20. december 2020 for at finde et højere tal.

    De 2598 smittetilfælde er fundet blandt 131.164 foretagne PCR-prøver, der er de prøver, hvor man podes i svælget.

    Antallet af foretagne prøver ligger en del over den seneste tid. For at finde et tilsvarende højt tal skal man tilbage til i sommer.

    På landets sygehuse er der torsdag 246 personer indlagt med corona. Det er 18 færre end onsdag.

    Der er registreret fem nye coronarelaterede dødsfald.

    /ritzau/