Xavis Qatar-klub er stålsat på at beholde ham

    Der er de seneste dage blevet spekuleret i, hvorvidt Xavi har nærmet sig trænersædet i FC Barcelona, efter at klubben fyrede Ronald Koeman.

    Men står det til Xavis nuværende arbejdsgiver, Al Sadd i Qatar, så skal han ingen steder.

    Det udtrykker klubbens administrerende direktør, Turki Al-Ali, på Al Sadds Twitter-profil.

    Barcelona har i denne uge haft en delegation i Doha i forsøget på at få forhandlet en aftale på plads med Xavi. Han har en frikøbsklausul på 10 millioner euro eller knap 75 millioner kroner, skriver Reuters.

    – Vi glæder os over besøget fra delegationen fra Barcelona, lyder det fra Turki Al-Ali.

    – Men klubbens holdning er klar – vi vil beholde Xavi hos os. Vi kan ikke have, at han forlader os på dette tidspunkt i sæsonen.

    I sin aktive spillerkarriere spillede Xavi 767 kampe for den catalanske storklub, der i de seneste år har haft økonomiske problemer.

    I hans karrieres efterår spillede han også knap 100 kampe for Al-Sadd, som han altså nu er cheftræner for.

    Han har været træner i klubben siden sommeren 2019. Hans nuværende kontrakt løber til sommeren 2023.

    Ronald Koeman blev fyret efter en længere periode med dårlige resultater, hvor det i de sidste syv kampe blot blev til to sejre.

    Han nåede at være cheftræner i omkring 14 måneder, inden det blev til et farvel. Koeman blev i sin tid udpeget til jobbet af klubbens ekspræsident Josep Maria Bartomeu.

    Siden har den nuværende præsident i klubben, Joan Laporta, ikke lagt skjul på, at det ikke var ham, som ansatte hollænderen.

    I øjeblikket er en anden af klubbens tidligere profiler – Sergi Barjuan – som vikarierer i jobbet som cheftræner for Barcelona.

    /ritzau/