Redningsfolk søger overlevende i kollapset bygning i Nigeria

    Redningsfolk søger tirsdag igennem murbrokkerne for at finde overlevende, en dag efter at et højhus under opførelse kollapsede i den nigerianske millionby Lagos.

    Imens fortsætter dødstallet med at stige.

    Tirsdag står det klart, at mindst 16 mennesker har mistet livet, oplyser en statsansat embedsmand.

    Flere er også blevet reddet ud af murbrokkerne.

    Men der er fortsat meget usikkerhed om, hvor mange mennesker der er blevet begravet under den kollapsede bygning, som var mindst 20 etager høj.

    Mandag blev der meldt om op mod 100 savnede.

    Tirsdag lyder det imidlertid fra delstaten Lagos’ viceguvernør, at det måske nærmere drejer sig om 40.

    – Vores fokus lige nu er at få folk ud i live, siger viceguvernør Obafemi Hamzat.

    Redningstjenester anvender blandt andet store gravemaskiner og lignende til at fjerne store dele af den sammenstyrtede bygning.

    Trailere er blevet bragt ind til at hjælpe med at flytte murbrokkerne. Det har resulteret i, at en af hovedvejene i forretningsdistriktet Ikoyi er blevet blokeret.

    I løbet af natten måtte arbejdet kortvarigt indstilles på grund af skybrud.

    Bygningskollaps sker jævnligt i Lagos og andre dele af Nigeria. Det skyldes som regel dårlige byggematerialer og tilsidesættelse af regler.

    /ritzau/Reuters