Center for Ludomani glæder sig over, at et flertal i Folketinget har indgået en aftale om at indføre spilkort for væddemål i eksempelvis kiosker.
– Det er vi rigtig, rigtig glade for. Vi har kæmpet for det i mange år, sige Henrik Thrane Brandt, der er souschef i Center for Ludomani.
Med spilkortet skal blandt andet sikre, at det ikke bliver muligt for personer under 18 år at købe væddemål, mens det også bliver muligt at tjekke, om spillere frivilligt har udelukket sig fra pengespil.
Det forventes at træde i kraft 1. juli 2022.
Henrik Thrane Brandt mener, at det især er godt, at spilkortet forhindrer unge under 18 at spille på eksempelvis fodboldkampe.
– Vi oplever desværre igen og igen, at de mennesker, der opsøger vores hjælp, er begyndt at spille, lang tid før de er fyldt 18 år.
– Det er et stort problem, for jo tidligere de her mennesker begynder at spille, jo større risiko er der også for, at de får et spilproblem senere i livet.
Lottokuponer og skrabelodder er ikke omfattet af aftalen om spilkort.
I aftalen fra Skatteministeriet lyder det også, at Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (Rofus) vil blive tjekket.
Et væddemål kan således kun købes, hvis spilleren ikke er registreret der.
Det er ifølge Henrik Brandt Thrane også godt, da Rofus ellers kun har kunnet bruges til onlinespil.
– Så ud over at det vil passe på vores børn og unge, vil det være med til, at dem, der har udviklet ludomani, også får lettere ved at holde sig fra spillet, siger han.
Ifølge Skatteministeriet vil spilkortet også kunne forhindre hvidvask og matchfixing.
Danske Spil har for mere end et år siden indført spilkort.
Aftalen om spilkort er indgået af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.
/ritzau/











