Conte skal styre Højbjerg og co. som træner i Tottenham

    Tottenham har ansat Antonio Conte som cheftræner efter fyringen af Nuno Espírito Santo.

    Det meddeler Premier League-klubben på sin hjemmeside.

    Mandag blev Santo fyret efter bare fire måneder i jobbet, og Conte blev hurtigt udråbt til en af de varmeste kandidater på rygtebørsen.

    – Jeg kan ikke vente med at overføre min passion, mentalitet og beslutsomhed til holdet og fansene. Det har altid kendetegnet mig som træner, siger han til Tottenhams hjemmeside.

    Italieneren stod senest i spidsen for Inter, som han i den forgangne sæson førte til det italienske mesterskab med Christian Eriksen som en del af holdet.

    Nu får han en anden dansker under vingerne. Pierre-Emile Højbjerg er nemlig på lønningslisten i klubben fra den engelske hovedstad.

    – I sommer kunne det ikke lade sig gøre at nå til enighed, fordi mit brud med Inter var for nyt og følelsesladet forbundet til afslutningen af sæsonen, så jeg følte ikke, at det var det rigtige tidspunkt at vende tilbage til trænergerningen, lyder det fra Conte.

    52-årige Conte er en af de helt store trænerskikkelser i fodboldverdenen.

    I løbet af de seneste ti år har han vundet mesterskaber med Juventus, Chelsea og Inter og en FA Cup-titel, mens han i en toårig periode som landstræner førte Italien til en kvartfinale ved EM.

    Contes vigtigste opgave bliver at føre Tottenham opad i ligaen.

    London-klubben har som nummer 9 skrabet 15 point sammen og har 5 point op til top-4, der giver adgang til næste sæsons Champions League.

    Desuden ligger Tottenham nummer tre i gruppespillet i Conference League, der er Europas tredjestørste klubturnering.

    Han bliver Tottenhams fjerde træner, siden klubben for to år siden skilte sig af med Mauricio Pochettino, som forinden havde tilbragt mere end fem år i Tottenham, hvis man tæller midlertidig træner Ryan Mason med.

    Hverken José Mourinho, Mason eller Santo skulle dog være løsningen på den lange bane, mente klubben.

    Tottenham oplyser, at Conte har fået en kontrakt frem til sommeren 2023 med mulighed for forlængelse.

    /ritzau/