Danmark og USA vil have klimaneutral skibsfart i 2050

    Flere lande opfordrer i en fælleserklæring til, at skibsfarten skal være klimaneutral i 2050. Blandt landene er Danmark, USA, Storbritannien og Marshalløerne.

    Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse. Opfordringen kommer i forbindelse med klimatopmødet COP26 i Glasgow.

    Senere mandag eftermiddag vil statsminister Mette Frederiksen afholde pressemøde om erklæringen.

    I erklæringen opfordrer landene Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) til at bidrage til klimaindsatsen ved at vedtage et mål om klimaneutral skibsfart i 2050. Og der skal også være ambitiøse delmål i 2030 og 2040.

    – Shippingindustrien skal være klimaneutral inden 2050 og bidrage til løsningen på den globale klimakrise.

    – Med dette initiativ sender Danmark og de underskrivende lande et klart signal til vores partnere i den offentlige og private sektor over hele verden om, at en grønnere fremtid for shipping er både nødvendig og også mulig, siger Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

    Den politiske erklæring bliver fremlagt senere mandag eftermiddag, hvor også USA’s særlige klimaudsending, John Kerry, vil deltage.

    Efter lanceringen på COP26 vil Danmark arbejde videre på at få flere lande til at tilslutte sig erklæringen.

    Skibsfart udleder omkring 940 millioner ton CO2 årligt. Den er ansvarlig for cirka 2,5 procent af verdens udledning af drivhusgasser.

    /ritzau/