Sydafrikanerne går mandag til stemmeurnerne ved et lokalvalg i landets 257 kommuner. Valget ventes ifølge en række målinger at afdække voksende utilfredshed med Den Afrikanske Nationalkongres, ANC.
Et flertal af vælgerne ventes at vende ANC ryggen.
Partiet, som har domineret sydafrikansk politik, siden det gik forrest i kampen mod apartheidsystemet og fik det afskaffet i 1994, har længe været præget af krisetegn.
Flere af partiets ledende medlemmer, deriblandt ekspræsident Jacob Zuma, bliver efterforsket for korruption.
Samtidig har Sydafrika en arbejdsløshed på 34,4 procent. Ti år med en dårlig regering har medført, at mange står uden adgang til vand og strøm.
– Apartheidregimet var dårligt, men det leverede i det mindste tjenester til befolkningen, siger den 55-årige Samuel Mahlaule, som er Uber-chauffør og far til fire i Soweto.
Omkring 26 millioner af de næsten 60 millioner sydafrikanere er registreret som vælgere, men det ventes, at valgdeltagelsen vil være lav.
Gennem valgkampen har præsident Cyril Ramaphosa forsøgt at overbevise vælgerne om, at ANC er inde i en proces med at rydde op i egne rækker.
Oppositionen er fragmenteret.
/ritzau/AFP









