Syv udenlandske arbejdere i kniv-slagsmål på campingplads

    Midt- og Vestjyllands Politi rykkede mandag eftermiddag ud til en campingplads syd for Skive, efter at det havde fået en anmeldelse om slagsmål med knivstik.

    Det fortæller vicepolitiinspektør Sune Espersen.

    – Vi træffer fem udenlandske mænd, som har skader af forskellig karakter. Tre har behandlingskrævende skader, og to har kun overfladiske, siger Sune Espersen.

    Derudover var yderligere to mænd involveret, men de blev ikke såret.

    Alle syv involverede mænd er mellem 20 og 30 år, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse

    Politiet fik anmeldelsen om slagsmålet lidt før klokken 12.

    Alle syv mænd er tilbageholdt, mens politiet forsøger at afklare deres rolle. Fem af dem er dog sendt til behandling på sygehuset. Alle er uden for livsfare, men en af de sårede er i kritisk tilstand.

    Sune Espersen fortæller, at der er tale om udenlandske sæsonarbejdere, som arbejder i Danmark og derfor bor på campingpladsen. Han kan endnu ikke sige, hvorfor mændene kom op at slås.

    – Nu går vi i gang med at få dem afhørt for at finde ud af, hvad der er foregået derude, siger vicepolitiinspektøren.

    Det er politiets opfattelse, at de har fået fat i alle, der var involveret i slagsmålet.

    Politiet samler i øjeblikket spor på campingpladsen og forsøger at klarlægge, hvad der er foregået.

    /ritzau/