Søren Gade bliver civil chef for Hjemmeværnet

    Den tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) er udpeget som ny kommitteret for Hjemmeværnet.

    Dermed bliver han den civile chef for Hjemmeværnet.

    Det oplyser Forsvarsministeriet mandag i en pressemeddelelse.

    Den kommitterede for Hjemmeværnet udgør den civile halvdel af ledelsen. Den militære del udgøres af Jens Garly.

    Søren Gade tiltræder 1. marts næste år, hvor han afløser Dansk Folkepartis Søren Espersen.

    Han havde første arbejdsdag 1. november i 2017.

    I den forbindelse svarede Forsvarsministeriet Avisen.dk, at jobbet som kommitteret for Hjemmeværnet medfører en grundløn på 368.000 kroner om året.

    Dertil kommer et åremålstillæg på 69.920 og et pensionsbidrag på 17,1 procent af lønnen.

    Den kommitterede for Hjemmeværnet leder arbejdet med at rekruttere frivillige til Hjemmeværnet, ligesom den kommitterede er ansvarlig for Hjemmeværnets informationsvirksomhed.

    Derudover er det den kommitteredes opgave at arbejde for et godt forhold mellem befolkningen og Hjemmeværnet.

    Søren Gade er i dag valgt som medlem af EU-Parlamentet, hvor han blev valgt med over 200.000 personlige stemmer.

    /ritzau/