Mikkel Damsgaard er indlagt på hospital i Italien

    Landsholdsspilleren Mikkel Damsgaard er indlagt på et hospital i Italien.

    Det bekræfter hans agent, Jens Ørgaard, over for Ekstra Bladet.

    Tidligere skrev det italienske lokalmedie Il Secolo XIX, at Damsgaard siden midten af sidste uge har været indlagt med feber i forbindelse med et knæproblem.

    Agenten siger til den danske avis, at det forventes, at Damsgaard bliver udskrevet mandag.

    21-årige Damsgaard har ikke været i kamp, siden han udgik med en skade i VM-kvalifikationskampen mod Østrig 12. oktober.

    Han har efterfølgende misset fire Serie A-kampe for Sampdoria. Samlet set er det blevet til otte kampe for klubben fra Genova i indeværende sæson.

    Med tanke på helbredssituationen må det betegnes som usandsynligt, at Damsgaard er med i truppen, når landstræner Kasper Hjulmand tirsdag sætter navne på de spillere, der skal afslutte VM-kvalifikationen mod Færøerne og Skotland.

    Damsgaard fik det helt store gennembrud ved sommerens EM-slutrunde, hvor han med to mål, en assist og flere imponerende præstationer var med til at sende Danmark i semifinalen.

    Den vævre offensivspiller med den gode teknik har spillet i klubben fra Genova siden 2020, hvor han skiftede fra FC Nordsjælland.

    /ritzau/