Kristian Würtz (S), der er rådmand i Aarhus Kommune, skifter politik ud med en direktørpost i Brabrand Boligforening.
Det oplyser boligforeningen i en pressemeddelelse.
Det betyder, at han er færdig i aarhusiansk politik fra midten af januar 2022.
Kristian Würtz har siddet i byrådet i Aarhus siden 2006. Han har været rådmand for flere magistratsafdelinger.
Det bliver han ved med året og valgperioden ud, og fra midten af januar tiltræder han sin nye stilling som direktør.
Kristian Würtz står ellers på stemmesedlen ved kommunalvalget 16. november. Det betyder, at det stadig vil være muligt at stemme ham ind i byrådet i Aahus.
Årsagen er, at kandidatlisten allerede er indsendt, og at det er for sent at fjerne ham fra stemmesedlen.
Det er dog ikke et ønske, Kristian Würtz har. Han ønsker derfor at nedlægge sit mandat, hvis han bliver genvalgt.
– Kommer det så vidt, vil jeg bede om lov til at afstå mit mandat. Jeg har nydt at være i politik, og jeg vil forlade det på et tidspunkt, hvor jeg stadig kan lide det.
– Jeg er 41 år gammel, så det er et godt tidspunkt at prøve noget nyt, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/











