Fagforbundet HK vælger første kvinde som formand

    Fagforbundet HK Danmark har for første gang valgt en kvinde som formand.

    Det bliver Anja C. Jensen, som lørdag er blevet valgt på HK’s kongres.

    Hun skal fremover stå i spidsen for HK Danmarks godt 220.000 medlemmer.

    Anja C. Jensen afløser Kim Simonsen, som har haft nøglerne til formandskontoret i 13 år.

    Anja C. Jensen måtte igennem et tæt kampvalg med Martin Rasmussen, som siden 2018 har været næstformand i HK Danmark.

    Her stemte et lille flertal på Anja C. Jensen.

    51-årige Anja C. Jensen har siden 2019 været næstformand i HK Privat. Hun er uddannet receptionist og har tidligere blandt andet arbejdet som specialkonsulent i Kost- og Ernæringsforbundet.

    Den afgående formand, Kim Simonsen, har siddet på posten siden 2008. Han går af på grund af sin alder, fordi forbundets formand skal være under 60 år.

    – HK går en ny, spændende tid i møde. Jeg har hørt, at nye koste fejer bedre end gamle, så jeg glæder mig til at følge med udefra, når HK tager hul på sit næste kapitel, og jeg tager hul på mit, sagde han før kongressen i en pressemeddelelse.

    HK er Danmarks næststørste fagforening, og dens cirka 220.000 medlemmer tæller primært funktionærer, der arbejder i butikker og på kontorer.

    HK’s kongres er fagforbundets øverste myndighed. Den består af 360 medlemsvalgte delegerede, der skal stemme på kandidaterne.

    Ved afstemningen til formandsvalget stemte 178 delegerede på Anja C. Jensen, mens 173 stemte på Martin Rasmussen. To delegerede stemte blankt. Otte delegerede undlod at stemme.

    Ved lørdagens kongres skal der også vælges en ny næstformand for HK Danmark.

    Her er der tre kandidater. Heide Juhl Pedersen, der er formand for HK Stat Sjælland, Jesper Thorup, som er fællesformand for HK Østjylland, og Pernille Lange, der er næstformand for HK Stat Hovedstaden.

    Kongressen mødes igen om fire år.

    /ritzau/