Skjern Håndbold har fået styr på fremtiden på trænerposten efter Claus Dalgaard-Hansens afgang.
Lørdag oplyser klubben i en pressemeddelelse, at nuværende assistenttræner på herrelandsholdet Henrik Kronborg bliver ny cheftræner. Han har fået en toårig kontrakt.
Kronborg starter dog først næste sommer. Indtil da tager Mathias Madsen, som tidligere har stået i spidsen for kvindeholdet Herning-Ikast, over som midlertidig træner.
Til Ritzau oplyser Henrik Kronborg, at han fortsætter som assistenttræner på landsholdet efter tiltrædelsen i Skjern næste sommer.
Claus Dalgaard-Hansen meddelte for nylig, at han ønskede at træde tilbage hurtigst muligt. Han skal fremover være talentchef i Skjern.
– Vi har fuld respekt for Claus Dalgaard-Hansens ønske om at stoppe i cheftrænerrollen nu og overlade roret til en anden, siger sportschef Thomas Klitgaard i pressemeddelelsen.
– Med ansættelsen af Henrik Kronborg fra sommeren 2022 var det nærliggende, at han allerede nu skulle starte i jobbet, men det var af mange gode grunde ikke muligt. Derfor er vi meget tilfredse med, at Mathias Madsen har sagt ja til at overtage holdet resten af sæsonen.
Henrik Kronborg har været assistenttræner på herrelandsholdet siden 2016. Fra 2016 til 2019 var han ligeledes assistenttræner i Skjern, som i perioden blandt andet vandt et dansk mesterskab.
– Jeg havde en utrolig god tid i Skjern sidst – både sportsligt og personligt – og derfor glæder jeg mig enormt meget til at vende tilbage, siger Kronborg.
– Skjern Håndbold har notorisk været med i toppen af dansk håndbold gennem rigtig mange år, og mit ambitionsniveau er helt klart, at klubben skal tilbage i de europæiske gruppespil igen. Det bliver fantastisk at vende hjem til Skjern Bank Arena.
Kronborg har i denne sæson en assisterende rolle i trænerteamet i Nordsjælland Håndbold, hvor han tidligere har været cheftræner.
Kronborg startede sit nuværende job i Nordsjælland i sommer og ønsker af respekt for klubben ikke at forlade det igen allerede nu, siger han til Ritzau. Derfor starter han først i Skjern næste år.
Den kommende Skjern-træner har tidligere også været cheftræner i det, der dengang hed KIF Kolding København.
/ritzau/











