Prins Andrew kræver søgsmål om 20 år gammelt overgreb afvist

    Prins Andrew anmoder amerikansk domstol om at afvise et søgsmål, hvor en kvinde anklager ham for seksuelt overgreb. Det skal være sket, da hun var mindreårig.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Prinsens anmodning er blevet indgivet til den amerikanske distriktsdomstol på Manhattan i New York.

    Det er en 38-årig kvinde ved navn Virginia Giuffre, som anklager prins Andrew for at have misbrugt hende seksuelt for 20 år siden. Da var hun 17 år og dermed mindreårig.

    Giuffre beskylder ham for at have misbrugt hende seksuelt i et London-hjem. Det tilhørte Ghislaine Maxwell, som var tæt knyttet til den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

    Prinsen har kategorisk afvist anklagerne.

    /ritzau/