Biden undskylder for kluntet aflysning af fransk ubådskontrakt

    USA’s præsident, Joe Biden, har fredag under et møde med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, forsøgt at bilægge en strid, der er opstået mellem de to lande om en ny forsvarspagt mellem USA, Australien og Storbritannien.

    Den betød, at den australske regering annullerede en milliardaftale med Frankrig om få leveret avancerede ubåde.

    Det blev håndteret “kluntet”, siger Biden. De to ledere befinder sig i Italiens hovedstad, Rom, hvor de deltager i et G20-topmøde.

    – Vi har ikke nogen bedre allieret end Frankrig, siger Biden.

    – Det, der skete, var for at bruge et engelsk udtryk, clumsy (kluntet), og det blev ikke gjort med megen ynde, føjer han til.

    Frankrig følte sig underløbet ved offentliggørelsen af forsvarspagten Aukus i sidste måned. Især da det kom frem, at Australien annullerede den meget store kontrakt om at få leveret franskbyggede ubåde. De skal i stedet bygges i USA og være atomdrevne.

    I vrede hjemkaldte Frankrig sine ambassadører i USA og Australien.

    – Jeg havde fået det indtryk, at Frankrig var blevet orienteret længe forinden, at den (franske red.) aftale ikke ville blive til noget, forklarer Biden.

    Macron hilser Bidens bestræbelser på at sænke den politiske temperatur mellem de to lande velkommen. Han siger, at der de seneste uger har været kontakt mellem de to landes regeringer.

    – Vi har fået belyst, hvad vi behøver at belyse, siger den franske præsident. Han kalder sit møde med Biden “vigtigt”.

    /ritzau/AFP