Ingen regler blev brudt af servicekoncernen ISS i forbindelse med en dødsulykke på Farum Station sidste år.
Det har Retten i Lyngby fredag slået fast ved at frifinde ISS i en sag om, hvorvidt koncernen havde overtrådt arbejdsmiljøloven, da en rengøringsmand blev ramt af et tog.
ISS Facility Service A/S blev tiltalt for lovbrud, efter at en rengøringsmand blev ramt af et S-tog i en såkaldt personaleovergang ved stationen.
Det skete om aftenen den 13. maj sidste år, og efter en undersøgelse foretaget af Arbejdstilsynet besluttede anklagemyndigheden at rejse tiltale mod arbejdsgiveren.
Bødekravet lød på 160.000 kroner beregnet ud fra faste takster, men det har anklagemyndigheden altså ikke fået noget ud af.
Senioranklager Rikke Hald forklarede forud for retssagen, at man mente, at arbejdet ikke var tilrettelagt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Blandt andet var medarbejderen ikke tilstrækkeligt instrueret om, hvordan han skulle krydse sporet, lød det.
ISS har nægtet sig skyldig.
Ikke bare Arbejdstilsynet rykkede ud til Farum Station efter påkørslen. Også Havarikommissionen forsøgte at klarlægge forløbet.
Medarbejderen havde været ansat i ISS i fire et halvt år, og heraf havde han de sidste tre år arbejdet ved Farum Station, kan man læse i en rapport fra Havarikommissionen.
Den senere omkomne havde sammen med en kollega netop forladt en opholdsstue og skulle over sporet for at rengøre tog, da ulykken skete.
De gik dog ikke over sporet sammen. Den ene gik i forvejen, fordi den anden skulle på toilettet. Den overlevende hørte et skrig, fremgår det af rapporten.
Her står også, at Havarikommissionen mener, at den påkørte havde den fornødne uddannelse til færdsel i og ved sporet.
Rengøringsmedarbejderen blev 39 år.
/ritzau/











