Dansk økonomi er oppe af coronahul – men Europa halser efter

    Der var godt gang i økonomien i tredje kvartal i EU, hvor der blev målt den næsthøjeste vækst nogensinde.

    Den europæiske økonomi voksede med 2,1 procent i tredje kvartal sammenlignet med kvartalet forinden. Det viser tal fra Eurostat. Væksten er kun set højere i samme kvartal sidste år.

    Den høje vækst skal ses i sammenhæng med, at mange lande i Europa var lukket ned i andet kvartal.

    Dermed var der ikke så meget gang i landenes økonomi – for eksempel på grund af lukkede restauranter og færre turister. Derimod var tredje kvartal præget af genåbning.

    Trods fremgangen i kvartalet er økonomien i Europa samlet ikke helt på niveau med tiden før corona. Det gælder dog ikke for Danmark, der allerede i andet kvartal kom op af hullet.

    I Danske Bank vurderer senioranalytiker Bjørn Tangaa Sillemann, at man ikke skal forvente samme høje vækst fremover.

    Han peger på, at forbrugerne har færre penge mellem hænderne til forbrug – blandt andet fordi el- og gaspriser har været kraftigt stigende på det seneste.

    I oktober steg forbrugerpriserne i EU med 4,1 procent sammenlignet med for et år siden. Niveauet er ikke set højere i mange år.

    Samtidig er mange virksomheder udfordret af, at de i øjeblikket ikke kan få de ønskede varer og komponenter leveret.

    – Medvind fra genåbningen af økonomien er godt i gang med at blive forvandlet til modvind fra høj inflation og manglende forsyninger, siger han i en skriftlig kommentar.

    /ritzau/