Tyskland forventer at blive sat på prøve i dansk EM-gruppe

    Landstræneren for de tyske fodboldkvinder, Martina Voss-Tecklenburg, forventer, at holdet bliver testet til det yderste ved næste års EM i England.

    Det siger hun til Det Tyske Fodboldforbunds (DFB) hjemmeside, efter at holdet torsdag aften blev placeret i gruppe med Danmark, Spanien og Finland.

    – Det er en hård gruppe. Der venter os nogle alvorlige prøvelser forude, siger den 53-årige landstræner, der selv var med til at vinde EM for Tyskland fire gange som spiller.

    Tyskland skal i holdets første kamp den 8. juli op imod Danmark, inden opgør mod Spanien og Finland venter.

    – Danmark gør virkelig fremskridt som hold. Spanien er et fantastisk hold, og landets klubber gør det godt. Finland er lidt mere et ubeskrevet blad, men de har en strålende mentalitet.

    – Det bliver ikke nemt, men det kan nogle gange være en god ting, fordi når du spiller i sådan en turnering, så er du nødt til at være klar fra start.

    – Vi byder enhver udfordring velkommen, og vi ser frem til vores første kamp mod danskerne, siger Martina Voss-Tecklenburg.

    Hos Spanien tøver landstræner Jorge Vilda ikke med at kalde gruppen “den klart stærkeste af de fire” ved EM.

    Det siger han i en udtalelse til Det Spanske Fodboldforbund efter lodtrækningen.

    – Niveauet mellem holdene er meget lige. Hver eneste sejr vil være en erobring, hvis vi får den, siger Vilda, der mener, at alle holdene i puljen kan blande sig i kampen om EM-trofæet.

    Det spanske landshold skal i sidste gruppekamp op imod Danmark, og her forventer landstræneren et vanskeligt opgør.

    – Det er et hold, vi har spillet mod for nylig. De har flere forskellige spillere, der kan gøre forskellen og afgøre kampen, siger han.

    Mens Tyskland har vundet EM i kvindefodbold hele otte gange, så er både Spanien og Finlands bedste resultat en semifinale.

    Danmarks bedste resultat er en andenplads ved seneste EM i 2017.

    /ritzau/