Politiet i Laos har beslaglagt over 55,6 millioner metamfetamintabletter og 1,5 kilo af stoffet i krystalliseret form. Stofferne blev fundet i en lastvogn, der kørte med øl.
– Det er et rekordhøjt udbytte ved en politi-narkotikaoperation i Asien, siger Jeremy Douglas, som er regional repræsentant for FN’s kontor for narkotika og kriminalitet (UNODC).
Lastbilen blev stoppet i Bokeoprovinsen i den såkaldte Gyldne Trekant. Det er et område mellem Laos, Thailand og Myanmar, som er berygtet for narkotikasmugling.
Chaufføren blev anholdt.
Beslaglæggelsen, der bliver bekræftet af UNODC, gælder tre gange så mange metamfetamintabletter, som blev beslaglagt i Laos hele sidste år. Det siger Jeremy Douglas.
Ølbryggeriet Beer Lao beklager, at dets lastvogn har været involveret i “illegale aktiviteter”. Lastbilen var ikke registreret i bryggeriet, hedder det.
Laos har i en årrække været et transitland for narkotikasmuglere, som udsmugler metamfetamin fra Shanstaten i det østlige Myanmar.
Smuglingen er taget til efter kuppet i Myanmar i februar.
/ritzau/AFP











