København var hårdest ramt af coronanedturen i 2020

    København var økonomisk set den del af landet, der var hårdest ramt af corona sidste år.

    Byens økonomi skrumpede med 4,4 procent sammenlignet med året før.

    Det viser en regionalt fordelt opgørelse for 2020, som Danmarks Statistik har offentliggjort.

    København er hos Danmarks Statistik defineret som de fire kommuner København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby.

    Det store fald er især inden for kategorierne handel og transport samt kultur og fritid.

    Det dækker blandt andet over, at der var langt færre flyvninger og passagerer i lufthavnen i Kastrup sidste år.

    Det medvirkede også til et stort fald i antallet af turister, der brugte færre penge på hoteller og restauranter. Desuden mistede tusindvis af ansatte i lufthavnen og flyselskaber deres arbejde.

    Bornholm var kommunen med det næstdårligste år, da økonomien faldt 3,7 procent, mens Fyn gik tilbage med 3,1 procent.

    På landsplan var tilbagegangen sidste år på 2,1 procent.

    Landsdelen Københavns Omegn, der dækker over 13 kommuner omkring hovedstaden – primært på vestegnen – klarede sig bedst gennem året med en tilbagegang på 0,5 procent.

    Herefter følger Østjylland og Nordjyllands med fald på henholdsvis 0,7 procent og 0,9 procent.

    /ritzau/