Enhedslisten vil hjælpe kommission med at genskabe mink-sms’er

    Ifølge Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, er det afgørende, at de slettede sms’er i minksagen kommer frem.

    Granskningskommissionen skal have mulighed for at gøre et ordentligt arbejde. Og det kræver, at al information er tilgængeligt, understreger han.

    Hvis Folketinget skal hjælpe kommissionen med at få sms’erne genskabt og ud i dagens lys, lægger Enhedslisten gerne stemmer til.

    – Hvis det kræver Folketingets indblanding, at de kan få adgang til dem, vil vi være klar til at de får det.

    – Vi vil gerne bistå kommissionen i det omfang, det overhovedet må være nødvendigt.

    – Det er i alles interesses, at vi sikrer, at vi får en konklusion fra granskningskommissionen, som er så klar som muligt, siger Peder Hvelplund.

    Han kalder det en “meget uheldig praksis”, at så centrale sms’er i minksagen er blevet slettet, som det er tilfældet med blandt andet statsministerens og hendes departementschefs.

    Ordføreren vil ikke forholde sig til, hvordan det stiller statsministerens rolle i minksagen, før der ligger en konklusion fra kommissionen.

    /ritzau/