Thomas Reinholdt er valgt som ny biskop i Aalborg Stift

    Thomas Reinholdt Rasmussen, der er sognepræst i Sct. Catharinæ Kirke og provst i Hjørring Søndre Provsti er blevet valgt som ny biskop i Aalborg Stift.

    Det skete med 829 – og 52 procent – af de afgivne stemmer, der blev talt op onsdag formiddag.

    Han bliver indsat ved en bispevielse den 12. december og overtager posten fra Henning Toft Bro, som 15. oktober i år takkede af som biskop.

    Reinholdt vandt bispevalget over Anette Brounbjerg Bennedsgaard, der fik 743 stemmer.

    Stemmerne bliver ved et bispevalg afgivet af menighedsmedlemmer og præster i stiftet.

    – Jeg er overvældet lige nu. Jeg synes, det er en stor ting. Det skal jeg lige være klar over, at jeg har vundet, siger Morten Reinholdt efter valget til TV2Nord.

    Den nye biskop vil bruge den første tid på posten til at komme ud og tale med kirkens medlemmer i lokalsamfundet.

    – Vi skal ud og snakke med hinanden, så vi alle sammen har en oplevelse af, at vi på trods af vores forskelligheder har én kirke.

    Thomas Reinholdt, som privat er gift med sognepræst Sara Dommerby Toft, med hvem han tilsammen har seks børn, bliver med sin nye titel biskop nummer 59 i Aalborg Stift.

    Han er 50 år gammel og blev uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1999.

    Ud over at arbejde som præst, har Reinholdt holdt foredrag om kirkelige og fagteologiske emner.

    Han har desuden skrevet litteraturanmeldelser for Kristeligt Dagblad og har udgivet flere bøger.

    I rollen som biskop bliver han Aalborg Stifts øverste ansvarlige i kirkelige sager. Han skal blandt andet føre tilsyn med præsterne og sørge for, at deres arbejde sker indenfor rammerne af det folkekirkelige grundlag.

    Han bliver også ansvarlig for fordelingen af præstestillinger i stiftet og skal give tilladelse til at dispensere fra ritualer og gudstjenester.

    Der er i alt ti biskopper i Danmark.

    /ritzau/