Tidligere hofmarskal Søren Haslund-Christensen døde mandag efter længere tids sygdom. Han blev 88 år.
Det bekræfter familien over for Berlingske.
Han var i perioden fra 1989 til 2003 hofmarskal i det danske kongehus. Det var en hverdag med økonomisk ansvar og repræsentative begivenheder.
Ved de store gallamiddage i ind- og udland var det ham, der gik i spidsen for regentparret.
Inden da gjorde han i mange år karriere i militær og endte i 1988 som generalmajor og chef for Jyske Division.
Søren Haslund-Christensen fik i 2011 konstateret Alzheimers og flyttede i 2016 på plejehjem. Det har hans familie fortalt åbent om i flere interviews og i en bog.
/ritzau/











