Bevæbnede mænd skød og dræbte tirsdag 16 mennesker i en moské i det vestlige Nigeria, oplyser myndighederne.
Snesevis af bevæbnede mænd på motorcykler stormede byen Mazakuka i distriktet Mashegu og åbnede ild under morgenbønnen. 16 blev dræbt, og tre blev hårdt såret.
Ahmed Ibrahim Matane, som er talsmand for regeringen, siger, at “banditter skød og dræbte 16 mennesker i moskéen, mens de deltog i bøn”.
– Vi er stadig ved at undersøge motivet og har indsat politi og militære ressourcer i området, siger han.
Området i det centrale Nigeria hærges og plyndres jævnligt af bander og kriminelle grupper, som ernærer sig ved kvægtyverier og bortførelser. De drives ofte af kriminalitet, men i en del tilfælde er der også jihadister blandt dem.
Kvægtyve og bortførere, som kræver løsepenge, når de tager gidsler, bliver omtalt som “banditter” af de lokale.
Banderne har i stigende grad bortført studerende og skolebørn for at afpresse deres forældre og myndighederne.
Siden december er over 1000 skoleelever og studerende blevet bortført. De fleste er blevet løsladt efter forhandlinger og betalinger til bortførerne.
I Niger, som er naboland til Nigeria, har islamister fra det berygtede Boko Haram overtaget en del provinser, hvor de betaler landsbyboere for at tilslutte sig den militante islamistiske bevægelse.
Boko Haram har over de seneste uger overgivet sig i Nigeria. Det er en af de mest markante masseafhopninger i det 12 år lange oprør.
I sidste måned sagde den nigerianske hær, at den havde vundet terræn i forhold til Boko Haram.
– I løbet af de seneste uger har over 5890 terrorister – herunder fodsoldater og deres generaler – overgivet sig sammen med deres familier til vores soldater i den nordøstlige del af landet, sagde brigadegeneral Bernard Onde.
De mange overgivelser sker blandt andet, efter at lederen af Boko Haram i Nigeria, Abubakar Shekau, i maj blev meldt død.
Boko Haram kæmper for oprettelsen af en islamisk stat i det nordlige Nigeria. I 2009 begyndte bevægelsen et oprør
Kampe mellem Boko Haram og den nigerianske hær menes foreløbig at have kostet omkring 35.000 mennesker livet i Nigeria og dets nabolande.
/ritzau/AFP











