Donald Trumps søn håner skuespiller efter skuddrab

    Donald Trump Jr., søn af USA’s tidligere præsident, håner skuespilleren Alec Baldwin, efter at denne ved et uheld skød og dræbte en filmfotograf på et filmset torsdag.

    På sin hjemmeside udbyder Donald Trump Jr. T-shirts for 27,99 dollar påtrykt nedladende slogans som “våben dræber ikke mennesker, Alec Baldwin dræber mennesker”.

    Det skriver mediet The Hill.

    Alec Baldwin er fortaler for en skærpelse af våbenlovgivningen i USA, og under Donald Trumps fire år som præsident gjorde skuespilleren ofte grin med ham i satireshowet “Saturday Night Live”.

    På det sociale medie Instagram har Donald Trump Jr. siden den tragiske skudhændelse flere gange hånet Hollywood-stjernen.

    I sidste uge delte han et meme med teksten “Sådan ser det ud, når en tosse, der er modstander af våben, dræber flere mennesker med et våben, end din store samling af våben nogensinde har gjort”.

    Den 43-årige Donald Trump J.r er ekspræsidentens ældste barn.

    Alec Baldwin affyrede på et filmset torsdag en rekvisit-revolver, som ifølge magasinet Variety viste sig at indeholde et skarpt skud.

    Kuglen ramte filmfotografen Halyna Hutchins, der blev erklæret død på et hospital. Alec Baldwin er ikke blevet sigtet i forbindelse med den tragiske hændelse.

    /ritzau/